Wikipedia:Dagens danske artikkel/9. mai 2005

Bretagnes våbenskiold

Bretagne er på én gang en fransk region og den bretonske nations hjemland. Bretagne dækker den store trekantede halvø, der skyder sig frem fra den franske atlanterhavskyst mellem Den engelske kanal og Biskayen. Indbyggerne kaldes bretoner, og de kalder området for Breizh, (forkortet BZH, hvad man ofte ser som da:nationalitetsbetegnelse på køretøjer i Bretagne). Den lokale, fransksprogede dialekt kaldes gallo, og på det sprog hedder landet Bertaèyn.

Den nuværende region Bretagne er mindre end det historiske hertugdømme, der var et mere eller mindre uafhængigt len indtil 1532, men derefter i personalunion med Frankrig indtil 1790, hvor det også formelt blev indlemmet i den franske stat. Tabet af landområde ses af, at mens de bretonske hertuger havde Naoned (= Nantes) som hovedstad, har regionen i dag Roazhon (= Rennes) som administrativt centrum. Det tabte område er i dag underlagt regionen Pays-de-la-Loire.