Wikipedia:Vekas danske artikkel/Veke 21, 2007

Et desmerdyr holdes sultent for at publikum kan more sig med at fodre det.

Dyreret eller dyrs rettigheder, er en filosofisk idé med en tilhørende bevægelse, som kæmper for at beskytte dyr fra at blive brugt eller betragtet som menneskers ejendom. Det er en radikal social bevægelse, for så vidt den ikke kun sigter mod at skaffe mere humane forhold for dyr, men mod at indlemme andre arter end mennesket i det moralske fællesskab ved at give deres grundlæggende interesser – for eksempel interessen i at undgå lidelse – samme overvejelse som menneskers. Påstanden går på, at dyr ikke længere bør betragtes juridisk eller moralsk som ejendom eller behandles som ressourcer for menneskelige formål, men i stedet bør betragtes som juridiske personer.

Kritikere af begrebet dyreret indvender, at dyr ikke formår at indgå i en social kontrakt eller foretage moralske valg, hvorfor de ikke kan anses for at besidde moralske rettigheder. De kritikere, der forfægter dette synspunkt, argumenterer for, at der ikke i sig selv er noget galt i at bruge dyr som mad, til fornøjelse og i forskning, selv om mennesker kan have en pligt til at sørge for, at de ikke lider unødvendigt. Dette synspunkt kaldes generelt dyrevelfærdssynspunktet og fastholdes af nogle af verdens ældste dyrebeskyttelsesorganisationer. Læs mere