Wikipedia:Vekas danske artikkel/Veke 1, 2011
Slagkrydsere var store krigsskibe fra første halvdel af det 20. århundrede, som først blev introduceret af Royal Navy som efterfølger for panserkrydsere. Den største forskel til disse var, at der ved slagkrydserne blev sparet på panser og på antallet af kanoner til gengæld for højere fart, som blev opnået som følge af kraftigere maskineri og en slankere skrogform.
Udviklingen af slagkrydserne i Royal Navy blev styret af admiral Jacky Fisher, der så dem som revolutionerende ny type panserkrydsere, der kunne erstatte slagskibet som Storbritanniens væsentligste våben til søs. Under 1. verdenskrig blev slagkrydserne fortrinsvist brugt i rollen som en hurtig og hårdtslående udvidelse af slagskibsflåden. Slagkrydserne indgik i flåderne i flere af de krigsførende nationer, og de deltog i flere søslag mellem Storbritannien og Tyskland, blandt andet Jyllandsslaget.
Fra 1930'erne var det kun Royal Navy, der fortsatte med at bruge "slagkrydser" som klassifikation for krigsskibe, selv om andre nationers hurtige, lette slagskibe også ofte omtales som slagkrydsere. Læs mere