Wikipedia:Vekas danske artikkel/Veke 10, 2010

Den danske guldalder er en betegnelse på en periode i dansk - og især københavnsk - kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1850. Begyndelsen sættes sædvanligvis til sammenfaldet af to begivenheder, nemlig: Heinrich Steffens hjemkomst efter sin dannelsesrejse og hans foredrag om turen samt Guldhornstyveriet. Slutningen af perioden sættes almindeligvis til 1848/50, da flere at de betydeligste kunstnere enten døde eller holdt op med at udøve deres kunst.

Det danske kulturelle liv havde en blomstringsperiode specielt inden for litteratur og billedkunst under den danske guldalder, som nok er mest kendt for sine billedkunstnere, med Eckersberg som frontfigur; men andre grene af kulturlivet kan regnes med: fysikeren H.C. Ørsted, billedhuggeren Thorvaldsen, digteren Oehlenschläger, filosoffen Kierkegaard, komponisten Weyse, digterne H.C. Andersen, Grundtvig, Ingemann, – disse og mange flere var en del af personkredsen i den danske guldalder.

Guldalder-begrebet stammer fra slutningen af 1800-tallet, hvor litteraturforskere og kunsthistorikere begyndte at beskrive epokens historie. De var enige om, at der i den omtalte periode var tale om et af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie. Læs mere