Wikipedia:Vekas danske artikkel/Veke 32, 2012

Odenses historie begynder med jernalderbebyggelser i udkanten af det nuværende Odense. I vikingetiden lå der en hedensk helligsted i området, og byens navn kommer formentlig af helligdommens navn, Odins Vi. Der lå også en ringborg, Nonnebakken, som blev bygget i 980'erne af Harald Blåtand. Den første skriftlige omtale af Odense der kendes, stammer fra et kirkeligt dokument fra 18. marts 988, der nævner Odense som Danmarks fjerde bispedømme.

I 1086 blev kong Knud den Hellige dræbt i den gamle Sankt Albani Kirke, hvilket markerer slutningen på vikingetiden og begyndelsen på den tidlige middelalder i Odense. I middelalderen bliver byen et gejstligt centrum. Rådhuset på Flakhaven nævnes første gang i 1480, og to år senere fremstilles de to første danske bogtrykte bøger i byen. Under grevens fejde blev byen flere gange plyndret, og med Christian 3.'s sejr blev byen som resten af landet lutheransk. Herefter blev mange klostre og nogle kirker nedlagt, og de rige købmænd blev nu byens dominerende figurer, og mens København endnu ikke var fast hovedstad, var Odense desuden scene for mange vigtige politiske beslutninger.

Byens landspolitiske betydning blev dog snart mindre, men med sin centrale placering i landet var byen begunstiget af handel, og fra begyndelsen af det 19. århundrede begyndte industrialiseringen lige så stille i byen efter udgravningen af Odense Kanal og etableringen af Odense Havn. Blandt de store virksomheder fra senere i århundredet var Brandts Klædefabrik, Albanibryggeriet og Thrige samt efter 1. verdenskrig Odense Staalskibsværft, hvoraf nu kun Albani fortsat eksisterer.

Siden 2. verdenskrig er Odense vokset markant og er i lighed med andre tilsvarende byer ændret fra industri- til vidensby med især mange servicevirksomheder samt adskillige uddannelsesinstitutioner. Udvidelsen er sket i form af dels parcelhuskvarterer, dels store boligprojekter som Vollsmose og Blangstedgård. Læs mere