Wikipedia:Vekas danske artikkel/Veke 46, 2007

Det tolvte århundredes renæssance er en betegnelse for en række dynamiske strømninger, der prægede højmiddelalderens Europa, primært i det 12. århundrede.

At denne periode bliver knyttet til begreber som renæssance, reformation og fornyelse, er en relativ ny tilgang. Engang blev den anset for en mørk og barbarisk parentes mellem Antikken og Renæssancen, og som den svenske historiker Michael Nordberg skriver: «Renæssancens lærde mente i deres grænseløse selvovervurdering, at de havde genvakt og genfødt Oldtidens kultur.»

Denne nedvurdering af hele perioden har i mange sammenhænge hængt ved helt op til vor egen tid. I middelalderforskningen er billedet imidlertid blevet langt mere nuanceret efter 2. verdenskrig, så i dag opfatter man snarere perioden som præget af dynamik og fremgang, som Nordberg skriver: «Tiden fra 1100- til 1400-tallet er en af de mest spændende perioder (…) Dengang opstod det moderne Europas struktur.» Desuden var interessen for antikkens litteratur ikke ny i renæssancen; den blev nemlig også flittigt læst og kopieret op gennem hele middelalderen. Læs mere