Wikipedia:Vekas danske artikkel/Veke 48, 2005
Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki var to atombomber, som blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august 1945. Bomberne dræbte mindst 120.000 mennesker på en gang, og dobbelt så mange bagefter. Desuden er de overlevende og deres efterkommere ramt af efterskader som kræft og misdannelser. Overlevende fra disse bombninger kaldes i Japan for hibakusha, et ord der direkte kan oversættes som "Mennesker påvirket af bombe(n)". Dette er den første og hidtil eneste gang, atomvåben er blevet brugt i egentlige krigshandlinger.
Beslutningen om at bruge den atombombe der var blevet udviklet og prøvesprængt den 16. juli i Los Alamos i New Mexicos ørken under det tophemmelige Manhattan-projekt blev truffet af præsident Harry S. Truman, efter at USA havde været direkte involveret i krigen i 3½ år, og henved en en million amerikanere var blevet dræbt i konflikten. Det amerikanske militær havde en liste over mulige mål; Kyoto, Hiroshima, Yokohama, Kokura, Niigata, og muligvis kejserpaladset i Tokyo. Ifølge visse kilder skal Japan-eksperten Edwin O. Reischauer, som sad i den amerikanske hærs efterretningstjeneste, være blevet forfærdet over tanken om at ramme tempelbyen Kyoto, hvorefter han fik overbevist sin chef, major Aldred MacCormack, om at forsøge at få Kyoto strøget af denne liste.