Wikipedia:Utvald dansk artikkel/Veke 12, 2018
Arkitektur i Danmark udtrykkes ulikt i de forskellige perioder. Den blev for alvor etableret i middelalderen, hvor romanske og herefter gotiske kirker blev opført i hele landet. Det var i denne periode, at mursten blev det foretrukne byggemateriale, da Danmark ikke har store sten-ressourcer til at bygge med. Dette gjaldt ikke bare for kirker, men også for fæstninger og borge.
Under indflydelse af Frederik 2. (regent 1559–88) og Christian 4. (regent 1588–1648), der begge var inspirerede af franske slotte, blev hollandske og flamske arkitekter bragt til landet. I første omgang for at forbedre forskellige fæstninger, men efterhånden blev det i større grad for at bygge storslåede slotte i renæssancestil. Samtidig blev bindingsværksbygninger populære til almindelige folks huse i byerne og landsbyerne i hele landet. I den sene del af sin regeringsperiode blev Christian 4. også en tilhænger af barokstil, en stil, der fortsatte efter hans død, og som blev den primære byggestil i mange store prominente bygninger både i hovedstaden og i resten af landet. Nyklassicismen kom oprindeligt fra Frankrig, men vandt langsomt indpas blandt de danske arkitekter, der i stadig højere grad bidrog til at definere stilen. En produktiv periode med historicisme udviklede sig til nationalromantik i slutningen af 1800-tallet.
Det var dog ikke før 1960'erne, at danske arkitekter for alvor kom ind på verdensscenen med deres meget succesfulde funktionalistiske bygninger. Dette udviklede sig senere til anerkendte bygningsværker som Operahuset i Sydney og Storebæltsbroen, der har banet vejen for et stort antal danske designere og arkitekter, der har modtaget priser for deres værker både nationalt og internationalt. Læs mere