Wikipedia:Utvald dansk artikkel/Veke 14, 2014
Portugals historie tager sit udgangspunkt i den tidlige middelalder. I opdagelsestiden i det 15. og 16. århundrede udviklede landet sig til en verdensmagt da det opbyggede et enormt imperium med besiddelser i Sydamerika, Afrika, Asien og Australasien. De følgende to århundreder mistede Portugal en stor del af sin velstand og status i takt med, at Holland, England og Frankrig overtog en større andel af krydderi- og slavehandelen ved at omringe eller erobre de vidt spredte portugisiske handelsposter og territorier, så landet derved havde få ressourcer at forsvare sine oversøiske interesser med.
Tegnene på en militær nedgangstid begyndte med to katastrofale slag: Slaget ved Alcácer Quibir i 1578 og Spaniens fejlslagne forsøg på at erobre England i 1588 (Portugal var dengang i personalunion med Spanien). Landet blev yderligere svækket ved jordskælvet i Lissabon 1755, hvor store dele af hovedstaden blev ødelagt, ved landets besættelse under Napoleonskrigene og ved tabet af Brasilien i 1822. Fra midten af det 19. århundrede frem til slutningen af 1950'erne emigrerede næsten 2 mio. portugisere til Brasilien eller USA. I 1910 fjernede en revolution monarkiet, og efter en periode med republik uden succes, gik magten efter et militærkup i 1926 til et diktatur, som fortsatte nellikerevolutionen i 1974, hvor landet blev et demokrati.
Portugal var blandt de første medlemmer af NATO, OECD og EFTA. Landet blev medlem af EF i 1986. Læs mere