Wikipedia:Utvald dansk artikkel/Veke 21, 2019
Den britisk-zanzibariske krig blev udkæmpet 27. august 1896.
Krigen brød ud, efter at sultan Hamad bin Thuwaini, som velvilligt havde samarbejdet med det britiske kolonistyre, var død 25. august, og hans nevø, Khalid bin Barghash havde grebet magten ved et statskup. Idet briterne havde en anden foretrukken kandidat, Hamud bin Muhammed, beordrede de Khalid til at abdicere. Khalid nægtede og samlede en hær med ca. 2.800 mand og sultanens tidligere bevæbnede yacht, H.H.S. Glasgow. Mens Khalids tropper tog fat på at befæste paladset, samlede Royal Navy fem krigsskibe i havnen foran paladset og landsatte mandskabsgrupper.
På trods af sultanens sidste øjebliks forsøg på at forhandle om fred åbnede de britiske krigsskibe ild mod paladset om morgenen 27. august. Mens paladset styrtede sammen, og tabstallene steg, trak sultanen sig tilbage til det tyske konsulat, hvor han fik asyl. Beskydningen stoppede efter cirka 45 minutter, da Glasgow var sænket. Sammenstødet er siden blevet betegnet som historiens korteste krig, men målt på dræbte per sekund var denne krig næsten tre gange så blodig som anden verdenskrig. Læs mere