Wikipedia:Utvald dansk artikkel/Veke 25, 2018
Haiti er et land i det Caribiske Hav. Det grænser op til Den Dominikanske Republik og ligger på den vestlige tredjedel af øen Hispaniola, øst for Cuba. Landet er en tidligere fransk koloni og var et af de første amerikanske lande som erklærede sin uafhængighed (1804). Hovedstaden er Port-au-Prince. Indbyggertallet er over 11 millioner (2018). Befolkningen er hovedsagelig af afrikansk oprindelse.
Haiti er en af de fattigste nationer på den nordlige halvkugle. Trods indsatser fra f.eks. FN er landet hæmmet af udbredt kriminalitet og politisk vold. Vigtige handelspartnere er USA, Canada og Japan. Vigtige importvarer er madvarer, levende dyr, råvarer og kemikalier. Vigtige eksportvarer er elektrisk udstyr, tekstiler og kaffe.
Selv om Haiti har mange fælles kulturelle træk med sine latinamerikanske naboer, er landet alligevel den eneste overvejende fransktalende nation i Amerika, og det ene af to (sammen med Canada) med fransk som officielt sprog. Kreolsproget haitisk har ligeledes officiel status. Haiti er et kristent land med 80 % katolikker. Haitiansk voodoo dyrkes af en betydelig del af befolkningen. Læs mere