Wikipedia:Utvald dansk artikkel/Veke 28, 2022
Himmerlandshistorier er en række noveller og fortællinger af den danske forfatter Johannes V. Jensen. De er alle relateret til hans hjemstavn i det vestlige Himmerland. Novellerne skildrer livet der og egnens personer i sidste halvdel af 1800-tallet, så som "Tordenkalven" og Jensens egen farfar Jens Jensen Væver, men også mødet med det fremmede i Wombwells Menageri, der i sommeren 1888 havde rejst rundt i Jylland. De fleste af stednavnene i Himmerland er opfundne, heriblandt det gennemgående navn Graabølle.
Selv om Johannes V. Jensen havde fået udgivet to bogromaner og adskillige føljetonromaner før Himmerlandshistorierne, regnede han med, at hans forfatterskab begyndte med Himmerlandshistorierne.
Johannes Møllehave karakteriserede temaerne i Himmerlandshistorier med "død, hævn, sorg, skam, voldtægt, mordbrand, sær-hed, selvtægt". Okkulte fænomener optræder også i flere fortællinger, for eksempel en mors syner i "Bitte-Selgen" og spøgeriet i "Udflyttergaarden". Genremæssigt kan fortællingerne nok kategoriseres under Det Folkelige Gennembrud. Dog er der stillet spørgsmål om der er tale om klassisk hjemstavnsdigtning. I stedet er foreslået genrebetegnelsen "mytisme", opfundet eksklusivt til Johannes V. Jensen. Læs mere