Wikipedia:Utvald dansk artikkel/Veke 4, 2014

:da:The Supremes, 1966

The Supremes var en amerikansk vokalgruppe indenfor soul- og rhythm and blues-genren. Gruppen, der var fra Detroit, bestod i sin storhedstid af Florence Ballard, Mary Wilson og Diana Ross.

Efter at være begyndt som en pigekvartet i 1959 fik gruppen en kontrakt i 1961, hvor den havde taget navnet The Supremes og etableret sig som trio. Der gik et par år med pladeudgivelser i relativ ubemærkethed, inden gruppen fik sin første hitlistetopplacering med "Where Did Our Love Go".

I de følgende år var gruppen flagskibet hos Motown. The Supremes er tidernes mest succesfulde vokalgruppe med syv førstepladser på Billboard Hot 100-listen og seks førstepladser på R&B-hitlisten. Successen var dog relativt kortvarig, idet der opstod intern uro i gruppen omkring 1967, hvor det blev tydeligt, at Motown var interesseret i Diana Ross som frontfigur. Samtidig havde Ballard personlige problemer, og hun blev fyret i gruppen og erstattet af Cindy Birdsong. Gruppens succes var nu for nedadgående, og i 1969 ønskede Motown at satse på en solokarriere til Ross.

Fra 1971 søgte gruppen med Wilson og varierende andre sangere at fortsætte som trio uden Ross, men uden større held, og gruppen blev opløst i 1977. Senere forsøg på at genetablere gruppen er slået fejl. Læs mere