Wikipedia:Utvald dansk artikkel/Veke 46, 2017

Fordrivelsen af tyskere efter 2. verdenskrig foregik i flere lande: 1) tidligere tyske områder, som blev annekteret af Polen og Sovjetunionen efter krigen, 2) Tjekkoslovakiet, som blev genskabt efter besættelsen under krigen, og Sudeterlandet, som var blevet annekteret af Tyskland i 1938, 3) de tidligere polske områder, som var blevet annekteret af Tyskland eller besat af Tyskland under krigen, og 4) Ungarn, Rumænien og Jugoslavien og andre stater i Central- og Østeuropa.

Med mindst 12 mio. tyskere direkte berørt, muligvis 14 mio. eller mere, var det den største etniske tvangsforflytning i moderne historie. Fordrivelsen var led i reorganiseringen i efterkrigstidens Europa og var til dels en gengældelse over for tyskerne.

Fordrivelserne foregik i tre faser. Den første bestod af tyskeres spontane flugt for den Røde Hær, som foregik fra midten af 1944 til starten af 1945. Den anden fase var den uorganiserede fordrivelse af tyskere straks efter det tyske nederlag. Den tredje fase var en mere organiseret udvisning efter de Allieredes Potsdamtraktat, som redefinerede grænserne. Læs mere