Norsk versjon ved Hulda Garborg (1862-1934):
- På Vossevangen der vil eg bu,
- der veks det kløver på heia;
- der gjeng kvar ungkar med blanke skor,
- og sylvknapp hev han i trøya;
- der dansar gjenta med band i hår,
- og fletton` radt nedpå marki når, -
- ja tru du meg, eg segjer deg:
- Der er det fagert å leva.
- Og der veks hassel og bjørk og eik,
- og der veks blåbær i lia;
- der kliver geiti i urd og kneik,
- og elvi fossar ved sida;
- på marki vekser den grøne lauk,
- i skogen gjeler den ville gauk;
- ja trur du meg, eg segjer deg:
- Der er det fagert å leva.
- Der stend ei selje i dalen trong,
- der bur ei hulder attum steinar.
- Der feller tidi meg aldri long,
- um enn eg sit der åleina;
- for marki angar av blom og lyng,
- og elvi susar, og huldri syng;
- ja trur du meg, eg segjer deg:
- Der er det fagert å leva.
|
Opphavleg dansk tekst ved Carsten Hauch (1790-1872), frå Lyriske Digte og Romancer, 1861
- På Vossevangen der vil jeg bo,
- der vokser kløver over høje,
- der går hver ungkarl med blanke sko
- og med en sølverknappet trøje.
- Der danser piger med bånd i hår,
- de lange fletninger til jorden når.
- Ja, tro du mig,
- jeg siger dig,
- der er det fagert at leve!
- Og dér står hassel og birk og el,
- og dér står blåbær på lien,
- og dér står geden så højt på fjeld,
- og elven løber forbi 'en.
- På marken vokser den grønne løg,
- og hjorden vogtes af den vilde høg.
- Ja, tro du mig,
- jeg siger dig,
- der er det fagert at leve!
- Dér står en seljepil i dalen trang,
- dér bor en huldre bag stene,
- dér falder tiden mig aldrig lang,
- selv når jeg sidder dér alene,
- for engen dufter, og droslen slår,
- og huldren synger, mens elven går.
- Ja, tro du mig,
- jeg siger dig,
- der er det fagert at leve!
|
